Aktuelt kan borgerne på Læsø ikke telefonere til hinanden eller myndigheder. Her er Nordjyllands Politis anvisninger til øens borgere.
Mandag den 8. juni er et telekabel blevet gravet over under et gravearbejdet i Sæby, og som følge deraf er Læsøs borgere aktuelt uden muligheder for at telefonere til hinanden eller til myndigheder.
Dermed er man også afskåret fra at ringe 112.
Nordjyllands Politi koordinerer hændelsen med sundhedsberedskabet, Nordjyllands Beredskab og de lokale myndigheder på Læsø.
Herfra lyder anvisningerne til øens borgere:
- Har du som beboer eller gæst på Læsø brug for hjælp fra politi, brandvæsen eller ambulance, så søg til
- Politikontoret, Byrum Hovedgade 51
- Ambulancestationen, Byrum Hovedgade 7
- Brandstationen, Byrum Hovedgade 10
- Myndighederne melder løbende ud om situationen på politiupdate.dk og politi.dk/aktuelt og via medierne/radio.
Nordjyllands Politi er i færd med at sende ekstra politipersonale til Læsø, som vil blive placeret i Vesterby og Østerby.
Kommunens hjemmehjælp er orienteret om nedbruddet.
Telefonforbindelsen til Læsø forventes tidligst reetableret omkring klokken 18. Arbejdet er i gang.